Med stil og elegance: Prinsesse Benedikte indtog Hamborg på forrygende vis
Prinsesse Benedikte gjorde endnu engang indtryk med sin gennemført elegante stil, da hun søndag var på en helt særlig kongelig opgave i den tyske storby Hamborg.
Her overværede prinsessen nemlig 70-års jubilæumsfejringen af den Danske Sømandskirke, også kaldet Benediktekirken.
Smilende og glad
På de fine billeder, som kongehuset har delt på deres sociale medier, kan man se, hvor smilende og glad prinsesse Benedikte var under den festlige jubilæumsgudstjeneste.
Kirken blev navngivet efter Prinsesse Benedikte i 2007, hvor det nyrenoverede kirkerum blev indviet.
Mødested for danskere
Benediktekirken er et kirkeligt, kulturelt og socialt mødested for danskere i Hamborg.
I løbet af året afholder kirken alt fra gudstjenester til arrangementer og derudover har kirken en række kulturtilbud for danskere eller dansksindede i og omkring Hamborg.
Som sømandskirke besøger kirkens personale ligeledes ofte de danskflagede skibe, når de anløber Hamborg Havn.