
Mens kronprins Christian er regent: Flot sejr til kong Frederik i Saint-Tropez

Mens kronprins Christian er regent i disse dage, har kong Frederik været i Sydfrankrig for at deltage i det prestigefyldte sejlstævne Les Voiles de Saint-Tropez, der i år finder sted fra den 27. september til og med den 5. oktober.
Kongen deltog også i sejlstævnet i Saint-Tropez sidste weekend, men afbrød opholdet kort for at vende tilbage til Danmark og være vært ved den store EPC-middag onsdag.
Flot tredjeplads
På sejlstævnets hjemmeside kan man se, at kong Frederik lørdag er endt på en flot samlet tredjeplads i sin klasse, kun overgået af et amerikansk og et australsk skib.
Også tidligere år har kongen deltaget i kapsejladsen, og både i 2021 og 2022 vandt han det prestigefyldte BMW Trophy.
I Les Voiles de Saint-Tropez konkurrerer både moderne og klassiske yachter, hvor kongens hører under den moderne klasse.
Søndag finder præmieoverrækkelsen sted.
Og mon ikke kong Frederik deltager i den, inden han vender hjem til Danmark igen.
Kronprins Christian er ifølge den kongelige kalender regent til og med søndag.
