NYE BILLEDER FRA SCHWEIZ: Kronprinsesse Mary og Vincent hygger sig i sneen
Kronprinsesse Mary sender en helt særlig og sød hilsen nede fra Verbier i Schweiz på et nyt opslag på Kongehusets Instagram-profil "detdanskekongehus".
"En hilsen fra Schweiz, hvor Grace nyder livet i bjergene og sneen," lyder teksten på opslaget, hvor der er vedhæftet dejlige og flotte nye billeder af kronprinsesse Mary og prins Vincent sammen med familiens border collie Grace.
Boltrer sig i sneen
Det er således Grace, der er i centrum på de fem skønne billeder, der ikke efterlader nogen tvivl om, at den kongelige hund elsker at boltre sig i de snehvide bjerge i Verbier sammen med sin familie.
På et af billederne ligger Grace ved siden af en storsmilende prins Vincent, mens den på et af de andre billeder bliver nusset kærligt af kronprinsesse Mary, der er klædt i super sejt skitøj.
Kronprinsesse Mary og kronprinsparrets fire børn, prins Christian, 14, prinsesse Isabella, 12, og tvillingerne prins Vincent og prinsesse Josephine på ni år, har for tiden base i skisportsbyen Verbier, hvor de går på den internationale skole, Lemania-Verbier International School.
På job i Danmark
Selvom kronprinsesse Mary for tiden opholder sig i Verbier, Schweiz, har hun også været på flere arbejdsopgaver hjemme i Danmark.
Og sidst på ugen venter endnu to job, når kronprinsesse Mary torsdag først uddeler Eliteforsk-priser i Operaen i København og dagen efter sætter fokus på kampen mod vold som formand for Mary Fonden.