16. sep. 2021
Af Marianne Singer

Nye intense portrætter af kronprins Frederik: Det var et kæmpe øjeblik

Kronprins Frederik. 
Kronprins Frederik.
Foto: Hanne Juul
Kongehuset har delt flotte nye billeder af kronprins Frederik i en særlig anledning, der vækker gode minder.

Kongehuset har delt en række nye og meget intense portrætter af kronprins Frederik i anledning af, at han er protektor for markeringen af 100-året for den 5. Thule-ekspedition, der blev indledt af polarforsker Knud Rasmussen i år 1921.

De nye billeder er taget af fotograf Claus Peuckert til det grønlandske rejsemagasin Suluk i forbindelse med et nyt interview med kronprinsen, hvor han i anledning af jubilæumsårene fortæller om Knud Rasmussen og sin egen Grønlandsekspedition for 21 år siden med "Ekspedition Sirius 2000".

Et kæmpe øjeblik

"Det var for mig, som aldrig havde betrådt den del af Grønland før, et kæmpe øjeblik, som jeg værdsætter endnu mere med årene. Jo længere væk jeg kommer fra det, jo sjovere er det at genlæse mine dagbøger, og det er selvfølgelig også interessant i den her kontekst at slå ned i nogle af Knud Rasmussens bøger og studere hans beretninger", lyder det blandt andet fra kronprinsen i interviewet, kan man læse på det opslag, som kongehuset har delt på deres sociale medier.

Billederne er taget i magiske omgivelser i Knud Rasmussens Hus i Hundested.

Kongelig æresgæst

Kronprins Frederik skal allerede på sin første opgave som protektor for fejringen fredag.

Her åbner han Nordlys Festival på Nationalmuseet i København, der markerer 100-året for Knud Rasmussens 5. Thule-Ekspedition, den længste slæderejse nogensinde.

Egne oplevelser

Under åbningen af festivalen deltager kronprins Frederik i en samtale med museumsdirektør Rane Willerslev om deres ekspeditionsoplevelser.

Kronprinsen deltog i år 2000 i "Ekspedition Sirius 2000", der var en fire måneder og 2.795 kilometer lang slædeekspedition nord om Grønland.

Eventyrlig rejse

Knud Rasmussens ekspedition var en 18.000 kilometer lang slæderejse gennem det arktiske landskab, fra Grønland over Arktisk Canada, langs Alaskas nordkyst til Beringstrædet og Østsibirien.

Formålet med ekspeditionen, som forløb over tre år (1921-1924), var at indsamle ny viden om arktiske kulturer.⁣

Spændende festival

Nordlys Festival finder sted fra den 17. til den 19. september, hvor besøgende gennem koncerter, debatter, foredrag, film, værksteder, mad og teater kan få et indblik i arktiske kulturer.

Kronprins Frederik har takket ja til at være protektor for hele jubilæet, der varer frem til 2024.

Læs mere om: