Nyt fra prins Nikolai og prins Felix: Sådan tackler de den svære situation privat
Prins Joachim har torsdag fortalt til både Ekstra Bladet og B.T., hvor kede af det hans børn, prins Nikolai, prins Felix, prins Henrik og prinsesse Athena, er over dronningens beslutning om at fratage dem deres titler som prinser og prinsesse til januar.
- Det er aldrig sjovt se sine børn på den måde blive gjort fortræd. De står i en situation, de ikke selv forstår, sagde han blandt andet til Ekstra Bladet, da de mødte ham foran den danske ambassade i Paris.
I tæt dialog
De sidste dage har således været krævende på flere måder for de unge prinser, der heldigvis kan glæde sig over et stærkt sammenhold i deres nærmeste familie.
- Prins Nikolai og prins Felix står sammen om det her og støtter hinanden. Og de tilbragte hele dagen i går med deres mor og fik det hele talt godt igennem. Prins Joachim skal jo passe sit arbejde i Paris, men de er også i tæt dialog med ham og prinsesse Marie, fortæller grevinde Alexandras privatsekretær Helle von Wildenrath Løvgreen til BILLED-BLADET.