Nyt portræt af Kong Frederik afslører: Havde gaven fra mormor med
Torsdag formiddag offentliggjorde kongehuset de første officielle gallaportrætter af kong Frederik og dronning Mary, og her er der flere ting, som er værd at bemærke.
Dronning Mary bærer blandt andet for første gang et miniatureordensportræt af sin mand. Portrættet sidder i en 200 år gammel brillantbesat guldramme, som hun har overtaget fra dronning Margrethe.
Men der er også noget særligt hos kong Frederik, som bærer Søværnets gallauniform.
Det skriver kongehuset på deres hjemmeside.
”I forbindelse med tronskiftet blev Hans Majestæt udnævnt til graden admiral, og gallauniformen er derfor udstyret med fire stjerner på skulderdistinktionerne.”
Han har desuden Storkommandørkorset af Dannebrog om halsen samt Elefantordenen i kæde.
Og som om det ikke var nok, så er der endnu en ting på billedet, der er noget helt særligt for kongen.
I hånden holder kong Frederik nemlig Søofficerssablen, som tidligere har tilhørt hans morfar kong Frederik 9.
Den nuværende regent modtog den i 1997 af sin mormor dronning Ingrid i forbindelse med sin udnævnelse til graden kaptajnløjtnant af reserven i Søværnet.