På historisk dag: Sådan blev prins Christians første møde i statsrådet fejret
Tirsdag den 14. november er en historisk dag, for her var prins Christian til sit allerførste møde i statsrådet.
Her afgav han erklæring og skrev under på, at han vil overholde grundloven, og både kronprins Frederik og dronning Margrethe var en del af hans store dag.
Det er ifølge Kongehuset første gang i flere end 100 år, at det forholder sig således, at både en tronfølger og en myndig tronarving vil kunne træde i regentens sted.
Prins Christian, som fyldte 18 år den 15. oktober, fulgtes til Christiansborg med sin far, kronprins Frederik. De ankom klokken 9.30, og en halv times tid senere kom også hans mor, kronprinsesse Mary, som dog ikke deltog i selve statsrådet.
Prins Christian og hans forældre tog af sted igen klokken 11, men forinden blev den historiske dag fejret af både familien og regeringen, som ligeledes var en del af den store dag.
Her blev der serveret både kransekage, champagne og friskpresset juice.