Prins Christian og Isabella glæder sig til deres nye hjem
Er der to, der er spændte på, hvordan det bliver at bo i et helt nyrestaureret palæ på Amalienborg, er det kronprinsparrets børn, Christian og Isabella. Under ombygningen har de mange gange været med deres far og mor inde at se de mange værelser.
Hele Danmark får nu også lejlighed til at kigge med, det sker, når DR onsdag den 24. februar sender dokumentar-programmet "Kronprinsparrets nye hjem".
Kronprinsparret har i det hele taget fulgt ombygningen tæt og taget stilling til hver detalje omkring indretningen af deres nye hjem. Undervejs har der også været visse forhindringer, hvilket har forsinket datoen for indflytningen i deres drømmeslot, men når det sker, vil alt være perfekt og passe præcist til både en moderne børnefamilie og et kommende kongepar.