Prins Christian og prinsesse Isabella omfavnede mor og far
Savn, spænding og gensynsglæde er ikke afhængig af alder. Det stod lysende klart på havnen i Hirtshals, hvor kronprins Frederik og kronprinsesse Mary blev genforenet med deres to ældste børn.
Efter næsten fem dage i hver sin ende af landet - børnene hjemme på Amalienborg og kronprinsparret på sommertogt i det nordjyske - var der ingen tvivl om, at alle havde savnet hinanden.
Spændingen op til det øjeblik, hvor familien igen var samlet, havde Frederik og Mary måske nok mest styr på. Anderledes impulsive var både prins Christian og hans lillesøster prinsesse Isabella. De hoppede og vinkede utålmodigt bag rælingen på kongeskibet i det øjeblik, de fik øje på deres forældre, der kom kørende i karet, og indtil der blev krammet og kysset på landgangstrappen op til Dannebrog.
Kronprins Frederik og prins Christian var de hurtigste på fødderne. Far og søn løb hinanden i møde på de små trappetrin og strålede begge ved gensynet. Med udslåede arme mødte de hinanden i et kæmpe knus, og kronprinsen løftede sin store dreng op, mens Isabella løb mellem benene på sin far og ned til sin mor.