Prins Christian skal konfirmeres: Sådan blev han klar
Prins Christian er lørdag klar til at blive konfirmeret i slotskirken ved Fredensborg Slot.
Frem mod konfirmationen har prinsen, som alle andre konfirmander, forberedt sig og fået særlig undervisning.
Prins Christian har gået til traditionel konfirmationsforberedelse sammen med sin klasse fra Tranegårdsskolen i Gentofte, men forberedelserne stopper ikke her for den 15-årige prins.
Han har nemlig desuden haft en række samtaler med kongelig konfessionarius, biskop Henrik Wigh-Poulsen, der også skal forestå prinsens konfirmation.
Samtalen på billedet her foregik i Frederik VIII’s Palæ på Amalienborg.
Kirkegang er også en del af forberedelserne til konfirmationen for konfirmander landet over. Således også for prins Christian, der endda kunne se sin konfirmationsforberedelse delt på de sociale medier.
Prinsen ledsagede søndag den 25. april sin farmor, dronning Margrethe, til gudstjeneste i Asminderød Kirke ved Fredensborg og efterfølgende delte kongehuset tre fine billeder fra dagen på deres instagramkonto.
Prins Christian bliver konfirmeret i Fredensborg Slotskirke kl. 11.