Prins Gustav og Carina Axelsson går egne veje: Her er vi de første
Prins Gustav og Carina Axelsson har fredag sagt ja til hinanden ved en borgerlig vielse i lysthuset i slotshaven på Berleburg Slot i Tyskland og dagen efter vil der være en romantisk kirkelig vielse i slotskapellet.
Et historisk bryllup, fortæller parret i et stort interview med BILLED-BLADET.
Første gang i slotskapellet
- Prins Gustav er helt sikkert det første overhoved i familien, der bliver gift i kapellet. Vi bliver viet sent på dagen og skifter så til aftenen og går direkte til middag, forklarer Carina Axelsson i interviewet.
Samme slotskapel blev prins Gustav også døbt i tilbage i april 1969.
Bor på slottet
En anden spændende oplysning, som prins Gustav og Carina Axelsson deler er, at de som det første par i hundrede år lever på slottet.
Det forklarer Carina Axelsson i forbindelse med, at hun fortæller om renoveringen af rummene på Berleburg Slot.
- Det er dejligt, at vi også har renoveret alle de rum, som vi kommer til at benytte. Anesalen, som vi skal spise den store middag i for eksempel. Det er første gang i hundrede år, at den igen bliver taget i brug. Vi er også det første par i hundrede år, der bor på slottet (prinsesse Benedikte og prins Richard boede altid i bygningen Münze ved siden af slottet, red.).