Prins Harry mødte royal fan inden radio-interview
Et af prins Harrys største projekter lige nu er de såkaldte Invictus Games, der starter den 10. september i Queen Elizabeth Olympic Park i London.
Legene er baseret på et amerikansk koncept ved navn Warrior Games. Over 300 sårede og skadede soldater fra 13 forskellige lande skal dyste i otte discipliner. Både mandlige og kvindelige soldater deltager, og fælles for dem er, at de alle har været i krig.
Prins Harry har arbejdet intenst for at gøre opmærksom på legene, og i går besøgte han BBC Radio 2 for at optage et interview om legene til programmet ”Chris Evans Breakfast Show”.
Lille fan mødte prinsen
Da han ankom til bygningen, spurgte en sød, lille, rødhåret fan om hun kunne få taget et billede med ham. Det indvilgede prinsen gerne i og gjorde den lille fan meget glad, selv om hun bagefter også så en smule chokeret ud ved tanken om, hvad der lige var sket.
I radiostudiet forklarede prins Harry, sammen med to af de mén-ramte soldater, der også er involveret i legene, at han fik ideen ved at se Warrior Games i USA og besluttede sig derefter for at bruge den idé i Storbritannien i større skala. Prins Harry, der stadig er aktiv i det britiske militær, forklarede endvidere, at arbejdet med legene lige nu er et fuldtidsjob.
Ansat med olympisk erfaring
Bag Invictus Games står ”The Royal Foundation of The Duke and Duchess of Cambridge and Prince Harry” sammen med det britiske forsvarsministerium, og den første person, prins Harry ansatte, da han begyndte arbejdet med legene, er Sir Keith Mills, den tidligere næstformand for den komité, der organiserede de Olympiske Lege i London i 2012.
Hør radiointerviewet via dette link – du skal dog spole en time og 47 minutter frem i showet.
Denne artikel er lavet i samarbejde med Royalista.com (link fjernet)