14. apr. 2011
Af af Thomas Flindt

Prins Henrik dåb: Læs biskop Erik Norman Svendsens dåbstale

prins Henriks dåb i Møgeltønder
Biskop Erik Norman Svendsen ved prins Henriks dåb i Møgeltønder.
Foto: Jesper Sunesen/BILLED-BLADET
Her kan du læse hele den kongelige konfessionarius biskop Erik Norman Svendsens tale.

Kære dåbsfamilie

Vi har set det to gange før: Kronprinsen og kronprinsessen træder ud af Rigshospitalets hovedbygning efter vel overstået fødsel for at køre hjem med den nyfødte. Denne gang med hver sin nyfødte på armen, som bliver vist frem og kommenteret af forældrene, tålmodigt og venligt, så alle kan få et glimt af børnene: Jo, de små sovende størrelser er dejlige at se på, og forældrene stråler af glæde og stolthed. "Det er meget stort at få to på én gang. Jeg var meget bevæget," fortalte kronprinsessen. Det var kronprinsessen ikke ene om.

I dag bæres tvillingerne til dåb af far og mor og fulgt af de to store søskende: prins Christian og prinsesse Isabella og hele den kongelige familie sammen med venner og bekendte. Og selv om dåbshøjtideligheden har privat karakter, så følger det meste af landets befolkning med. For i Danmark følger vi med i den kongelige families gøren og laden, næsten som var det vores egen familie. Derfor har vi glædet os over den vellykkede tvillingefødsel, og set frem til at se med ved dåben i dag. Vi er så at sige alle indbudt til festen.

Denne gang finder den kongelige dåb sted i Holmens kirke, der også er flådens kirke med stolte traditioner. Men det er også den kirke, hvor kronprins Frederik for snart 43 år siden selv blev båret til dåb af sin mor, dengang tronfølgeren, prinsesse Margrethe, som også selv er døbt her i kirken; tilmed i den samme kongelige døbefont, som har været anvendt ved alle danske kongebørns dåb siden 1671, uanset hvor dåben har fundet sted, på Slottet eller i kirken.

Men ikke bare er døbefonten den samme, også dåben er den samme, hvor den end foregår og hvornår. Vi døbes i Jesu navn til at tilhøre ham i liv og i død og bliver samtidig optaget i den kristne menighed. I dåben bliver vi synligt og hørligt kaldt Guds børn og får Jesus til bror og frelser. Ny Testamente kalder det en genfødsel. Ikke biologisk men åndeligt forstået. I dåben bliver vi genfødt ved vand og Helligånd.

Tvillingerne blev født på Rigshospitalet den 8. januar. Men i dag den 14. april bliver de genfødt ved dåben i Holmens kirke. Den første fødsel er en naturlig begivenhed, mens genfødslen er en hellig handling. Derfor finder dåb normalt sted i kirken. I dåben er det Gud, der handler og gør os til sine børn. Dermed får vi en ny identitet, og vi forstår vores liv på en ny måde. Vi er stadig vore forældres børn, men nu også Guds børn.

Ethvert barn får identitet fra sine biologiske forældre. På godt og ondt. Det kan ses og genkendes i udtryk og væremåde. Han ligner sin far, eller hun ligner sin mor, siger vi, når et barn kommer til verden. Eller: hvem ligner de mest? Når de vokser op, kan de genkende noget af forældrene hos dem selv. Men vi får også identitet fra Gud. Den skænkes os kvit og frit i dåben og kommer til udtryk, når vi i tillid til dåben lever livet på Jesu ord og løfter. Vi fødes alle til et liv, hvor medgang og modgang, sorg og glæde uundgåeligt hører med, lige som vi alle skal dø. Det er det fælles vilkår for vores tilværelse. Men i dåben genfødes vi til livet, vi aldrig skal miste. Det evige liv. Det er dåbens svimlende perspektiv.

Dåben er derfor andet og langt mere end en navngivningsceremoni. Den er Guds løfte om, at vi har fællesskab med ham alle vore dage, også når døden engang kommer. For vi er genfødt til et levende håb ved Jesu Kristi opstandelse fra de døde. Det håb fylder os med liv og lyst, så vi får styrke til at bruge vores liv efter Guds vilje: I kamp mod ondskab og destruktion i alle dets skikkelser og i kærlighed til andre mennesker. Håbet giver os mod til at se selv døden i øjnene uden at fortvivle.

Vores liv kan forme sig meget forskelligt og tilsyneladende også meget tilfældigt. Man véd kun to havne, bekendte af navne, den ene vor vugge, den anden vor grav", synger Ambrosius Stub i sin vise om livet som en sejlads.

Dåben holder os fast på, at vi på vores sejlads gennem livet er i Guds hånd.

Dåben sætter fortegnet for hele vores liv og liver os op, hver gang vi tænker tilbage på, at vi har fået lov til at kalde os Guds børn.

Dåben er en daglig kilde til tro, håb og kærlighed. Nu kan i din dåb/ med saligheds håb/ din sjæl og dit hjerte du bade, synger Grundtvig og vi med ham.

Sagt mere prosaisk: Dåben står altid ved magt. Uanset om vores livs sejlads bliver kort eller lang, let eller svær, lykkelig eller ulykkelig, så gælder Jesu tilsagn i dåben hver eneste af os: Se, jeg er med jer, alle dage, indtil verdens ende.

I de fleste danske kirker hænger der et kirkeskib. Her i Holmens kirke naturligvis en model af et admiralsskib, Niels Juels: Christianus Quintus (Christian den Femte). Kirkeskibet erindrer os både om Noas Ark, der reddede menneskeheden fra syndflodens vande, og den båd Jesus prædikede fra engang på Genezareth sø. Men "skibet" er også navnet på den del af kirken, hvor menigheden sidder og lytter til Guds ord og svarer med bøn og salmesang. Om bord i kirkeskibet er vi på vej over livets hav sammen med Guds søn. Her tager han hånd om os og bekræfter, at vi hører ham til i liv og i død.

Amen.

Læs mere om: