Prins Henrik delte gaver ud ved Esrum Sø

Efter en pause er bådfarten nu i fuld gang igen med to gennemrestaurerede både, Viking og Rolf, der tilsammen kan have 80 passager med.
En veloplagt prins Henrik kom kørende ned gennem alléen fra Fredensborg Slot, hvor regentparret er rykket ind for sommeren. Prinsgemalen sad selv bag rattet i sin yndlingsbil, Krone 3, der er en åben Buick Centurion fra 1972.
Takket være de tre reddere, Anders Fisker, Peter Theilman og Ole Birk, er bådfarten ved Skipperhuset i Fredensborg blevet genoplivet, så der hele sommeren er mulighed for pragtfulde sejlture med kæresten, konen, hele familien, eller hvad man nu har tid og lyst til.
Henrik havde gaver med
Prins Henrik nød tydeligvis det hyggelige indvielsearrangement. Efter køreturen gik prinsen ind i Skipperhuset. Her lå Henriks chalup, Anne-Marie, klar til den lille sejltur hen til bådebroen, hvor prins Henrik skulle klippe den røde snor.
- Det er mig en glæde at erklære bådfarten for åben! lød det begejstret fra prinsen, der fortalte, at han er meget taknemmelig for, at chaluppen netop er blevet restaureret.
- Jeg sejler ikke så tit i den, men det er rigtig fint, at den er blevet sat i stand.
Efterfølgende var der et lille traktement med mad og drikke. Prinsen nød et glas rødvin og fik en hyggelig passiar med blandt andre de tre reddere, som hver fik to flasker vin af prinsgemalen.
- Ja, det er min egen vin. En flaske rosé og en flaske rødvin til hver. Jeg holder selv meget af et glas kølig rosé, når det er varmt, fortalte en smilende prins Henrik.