Prins Henrik fik stående bifald
Prins Henriks livlange kærlighed til hunde blev hædret i eftermiddag i Frederiksborg Centret i Hillerød, hvor publikum ved det traditionsrige hundeshow "Show of Winners", gav prinsgemalen et stående bifald, lige så snart han kom ind i salen.
Prinsgemalen var inviteret til arrangementet, fordi han var kåret som "Årets Vinder 2015. Han "havde vist en charmerende vindermentalitet i forbindelse med sin 80 års fødselsdag, hvor han vandt danskernes anerkendelse og respekt", lød begrundelsen fra arrangørerne, Dansk Kennel Klub og foderfirmaet Royal Canin,
Prinsen havde både sin egen lille ruhårede gravhund, Rosina ,samt dronningens korthårede gravhund, Helike, med til showet, og det var populært blandt publikummerne, som jo var store hundeelskere.
Prinsen kvitterede for titlen med at læse et digt op - først på fransk og bagefter på dansk - som han for nogle år siden havde skrevet til en af sine tidligere gravhunde.
Med til æren som "Årets Vinder 2015" fulgte også et portræt af prinsen og hans gravhund, som var malet af den franske kunstmaler, Martial Robin.
Prins Henrik har i mange år været protektor for Dansk Kennel Klub.