Prins Henrik i kirke med politi-eskorte
Med fransk charme og stor hjertelighed blev den kongelige danske æresgæst modtaget officielt af Cannes borgmester, David Lisnard på byens rådhus, mens der udenfor var talstærkt politi-opbud i bil, på motorcykel og til hest.
Prins Henrik deltager nemlig i dag i det prestigefyldte Regatta Royal, som egentlig har fået navn efter dronningens farfar, Kong Christian X. Han blev allerede som prins i 1929 æresmedlem i yacht-klubben, som derefter skiftede navn til Regatta Royal. Mange kongelige har siden sejlet i yacht-klubben og i dag bliver det med den 81-årige prinsgemal på vandet.
Den fornemme modtagelsen på rådhuset i Cannes og efterfølgende politi-eskorte gennem Cannes, var dog i stærk kontrast til prinsgemalens ankomst.
Prinsgemalen kom nemlig spadserende til rådhuset med hofchef Michael Nellemann og sin hund, Tillia, i snor sammen med sin livrist og en sejlerkammerat.
Efter den hjertevarme velkomst med flotte taler af både borgmester David Lisnard og prins Henrik selv, fik prinsgemalen overrakt byens gave og skålede med et glas vin, inden han med politieskorte blev kørt langs strandpromenaden, kaldet Croisetten, til et stort anlagt arrangement i den danske kirke.
VIDEO: Prins Henrik får danskerne til at le
Prins Henrik modtaget som filmstjerne
På vejen standsede eskorten dog, så prinsgemalen kunne nedlægge en krans ved statuen af den tidligere danske konge, Christian X, der er flot placeret lige overfor indgangen til festival-palæet, der hvert år lægger trappe og rød løber til filmstjernerne ved Cannes-festivalen.
I går må prinsgemalen også have følt sig som en filmstjerne. Den kongelige gæst blev ihvertfald modtaget som sådan, inden han indtog Cannes og ikke mindst var i centrum som både æresgæst og kongelig oplæser ved en opera-koncert om eftermiddagen.
Prinsgemalen optrådte nemlig med højtlæsning af egne digte i Holy Trinity Church, arrangeret til fordel for den danske kirke i sydfrankrig, som et velgørenhedsarrangement med blandt andre de kongelige operasangere Gitta-Maria Sjöberg og Visti Hald som medvirkende.
Læs mere fra prinsgemalens besøg i Cannes, både til lands og til vands, i BILLED-BLADET nr. 40, der udkommer torsdag den 1. oktober.