15. aug. 2010
Af af Ken Richter

Prins Henrik nyder livet på Rømø

Prins Henrik
Prins Henrik
Foto: Jørgen Kølle
En fornøjet prins Henrik samlede østers ved Vadehavet på Rømø.

Under sin ferie på Gråsten Slot havde prinsgemalen fået arrangeret en udflugt til landets sydligste ø ved den jyske vestkyst for at samle østers, som er en af den kongelige madeksperts foretrukne delikatesser.

Med på turen havde prinsen sin kones norske veninde helt tilbage fra ungdommen, Eleonore Sibbern, og hendes mand, Valentin, samt hofdame Ane Vibeke Foss.

Mens prins Henrik tidligere har samlet østers på Rømø og prøvet at sejle i øens redningsbåd, var det første gang, at hans gæster prøvede at gå ud i Vadehavet for at finde de eftertragtede østers.

Når havet forsvinder

- Det er første gang i 50 år, jeg ser Rømø igen, sagde en overvældet Eleonore Sibbern.

Også hofdamen var begejstret over at få lov til at opleve det helt specielle fænomen, når havet ved ebbe trækker sig tilbage og i få timer ligger de store østers frit på havbunden - lige til at samle op i en spand.

- Det er næsten, som når jeg samler svampe sammen med dronningen i Trend. Du bliver så optaget af det, at du næsten glemmer alt andet og slet ikke får holdt øje med, hvor du er på vej hen, forklarede Ane Vibeke Foss.

En helt fantastisk dag

Sidst prinsgemalen samlede østers på Rømø, var det dagen før brylluppet mellem prins Joachim og prinsesse Marie for godt to år siden.

Den dag husker prinsen tydeligt, for han havde sin søster Catherine med, og det var et helt fantastisk vejr, hvor bror og søster fik serveret håndpillede Rømø-rejer.

- Det har været en fantastisk dag, og jeg håber, at jeg en anden gang kan få lejlighed til at give resten af min familie denne helt enestående oplevelse, takkede prinsgemalen den lille flok af øboere, der i al hemmelighed havde arrangeret besøget for prinsen af Rømø.

Prins Henrik havde fået ærespladsen for bordenden, og ligesom de øvrige gæster nød han de pillede rejer og det helstegte lam.

Læs mere om: