Prins Henrik udstiller sin kunst på Koldinghus
Prins Henrik står selv for åbningen på Koldinghus, når museet fra lørdag den 21. januar viser prinsens private samling af asiatisk jadekunst.
Samlingen består af flere tusinde genstande, som til daglig står på Fredensborg Slot, Amalienborg og Chateau de Cayx i Frankrig.
Koldinghus har som de første fået lov at vise et udpluk af det enestående kunsthåndværk, der også har fået det poestiske tilnavn Himnmelsten.
Prins Henrik fascineret af jadekunst
- Det er en glæde at få lov til at dele min fascination af orientalsk jadekunst med publikum, der besøger udstillingen på Koldinghus. Samlingen er blevet til igennem mange år, og jeg ser frem til at se den i nye rammer på Museet på Koldinghus. Ikke bare er der mange minder og gode oplevelser knyttet til hver enkelt genstand, men jeg er også dybt fascineret af materialets historiske symbolværdi, dets karakter, formerne og ikke mindst de vidunderlige farver og strukturer som jadestenen kan indeholde, udtaler prins Henrik.
Henrik med i kortfilm
På udstillingen, som kan opleves frem til den 25. august, vil prins Henrik i små kortfilm fortæller de besøgende om udstillingens seks temaer: Farve, form, brug, religiøse genstande, fabeldyr og historiske stilarter. Han vil desuden fortælle nogle af de historier og erindringer, der knytter sig til de udvalgte genstande.