5. jun. 2009
Af af Annelise Weimann

Prins Henriks 75-års fødselsdag fejres i flere dage

Prins Henrik
Prins Henrik
Foto: Lars Laursen
Det bliver festligt, når prins Henrik runder de 75 år. Læs programmet her!

Kongelige gæster, familie og dusinvis af venner vil flokkes om prins Henrik i to dage, når han fejrer sin 75-års fødselsdag. Festlighederne begynder allerede onsdag den 10. juni, dagen før fødselsdagen, med en frokost om bord på "Dannebrog" for 25-30 gæster. De går om bord på kongeskibet i Københavns Havn og sejler op gennem Øresund, mens der serveres en god frokost.

Om aftenen har dronningen og prins Henrik inviteret 600 venner og bekendte til stor koncert i DR's koncerthus. Prins Henrik, der også er forfatter, har skrevet tekster til de sange, som Studenter-Sangforeningen synger, og som DR's symfoniorkester spiller. Hele koncerten sendes i TV. Bagefter er der reception i Studie 2.

Selve fødselsdagen den 11. juni begynder, når vennerne synger morgensang for fødselaren. Det sker i den private have bag Fredensborg Slot. Så er der stort morgenbord, og bagefter modtager fødselaren delegationer indenfor på slottet. Klokken 12 trækker Den Kgl. Livgarde op, og kl. 13 er de gæster, der bor på Fredensborg Slot, inviteret til frokost i Orangeriet. Det er fortrinsvis familien, både fra Danmark og Frankrig, samt de kongelige gæster, der kommer fra udlandet.

Om aftenen bliver der et brag af en fest på slottet. Her dækkes op både i den fornemme Kuppelsal og i den store spisesal, for der er inviteret op mod 200 gæster. Da prins Henrik fyldte 70, stod dronningen for en del af underholdningen, og mon ikke hun gør det igen?

Det er en familie, der forstår at feste, så der bliver gang i den lige til den lyse morgen.

Læs mere om: