Prins Joachim efter helt særlig dag med kolleger og venner i Washington: Det glæder mig
Denne uge har budt på en helt særlig dag – onsdag den 27. september 2023 var Danmarks første Uniform på jobbet-dag.
Uniform på jobbet-dagen er en fast dag om året, hvor reservister og frivillige i Forsvaret, Hjemmeværnet, Beredskabsstyrelsen og Kystredningstjenesten kan bære deres uniform i forbindelse med deres civile arbejde eller studiested.
Prins Joachim blev i anledning af Uniform på jobbet-dagen, og sammen med prinsens kolleger på Den Danske Ambassade i Washington D.C., fotograferet iført uniform.
Det glæder prins Joachim
Som protektor for Hovedorganisationen for Personel af Reserven i Danmark (HPRD) kom prins Joachim ligeledes med en udtalelse på initiativets digitale platforme og kongehuset.dk.
– Det glæder mig, at vi i Danmark nu gennemfører Uniform på jobbet-dag, hvor de frivillige og reservisterne fra Forsvaret, Hjemmeværnet, Beredskabsstyrelsen og Kystredningstjenesten har mulighed for på deres arbejdsplads eller studie at vise, hvad de gør for det danske forsvar og beredskab, siger prins Joachim blandt andet.