11. nov. 2014
Af af Trine Larsen, BILLED-BLADET i Laos

Prins Joachim er landet i Laos

Vietnams ambassadør, der også er ambassadør for Laos, John Nielsen (t.v.) flankerer prins Joachim foran den danske ambassade i Bangkok, hvor ambassadør Mikael Hemniti Winther residerer og arbejder i et nu militær-regeret og -styret Thailand.
Vietnams ambassadør, der også er ambassadør for Laos, John Nielsen (t.v.) flankerer prins Joachim foran den danske ambassade i Bangkok, hvor ambassadør Mikael Hemniti Winther residerer og arbejder i et nu militær-regeret og -styret Thailand.
Foto: Steen Brogaard
Prinsen er i Laos sammen med hjælpeorganisationen CARE Danmark.

Prins Joachim landede kort efter midnat dansk tid i Thailands hovedstad Bangkok, inden han rejste videre til Vientiane, hovedstaden i nabolandet Laos.

Prinsen har påbegyndt en 8 dage lang tur som protektor for hjælpeorganisationen CARE Danmark.

Under besøget i Laos skal prins Joachim bl.a se projekter, der hjælper lokalbefolkningen med store klimamæssige udfordringer, som skyldes store mængder tørke på visse tider af året og enorme mængder regn på andre årstider.

Prinsen skal også besøge og overnatte i nogle afsidesliggende landsbyer, hvor CARE hjælper de fattige bønder til en bedre tilværelse, ligesom prinsen skal se projekter, der hjælper landets befolkning med at få de hundrede tusinder miner, som stadig ligger på markerne, fjernet, så de kan dyrke jorden.

Mødte ambassadører for Thailand og Vietnam

Prins Joachim ankom til Bangkok kort efter klokken 6 lokal tid og blev i lufthavnen modtaget af Danmarks ambassadør Mikael Hemniti Winther.

Ambassadøren stod klar med en vogn, der med politi-eskorte kørte prins Joachim og hans følge, bl.a generalsekretær I CARE Danmark, Niels Tofte, bestyrelsesformand Christian Nissen og de medfølgende danske pressefolk til den danske ambassade, gennem Bangkoks morgenmylder.

På ambassaden ventede Danmarks ambassadør i Vietnam, hvor også Laos hører under, John Nielsen. Han introducerede i detaljer prinsen til landet, dets økonomi, udvikling og fremtidsudsigter som kan synes dystre med forskelligt pres fra nabolandene Myanmar, Vietnam, Thailand, Kina og Cambodja, der alle grænser op til Laos.

Imens blev der budt på kaffe og morgenbrød, inden turen gik tilbage til lufthavnen, hvor endnu en flyvetur på godt en time ventede prinsen.

Over 30 graders varme

Præcis klokken 14 lokal tid ankom prins Joachim i mere end 30 graders varme til Laos.

Det er er hans første besøg, og allerede i lufthavnen begyndte de formelle møder bl.a med afdelingschef i Laos' udenrigsministerium, Mr. Khamsaly, inden prins Joachim kunne køre til hotellet, tage et hurtigt bad og allerede tre kvarter efter ankomsten til Vientiane, mødes med vicemiljøminister madame Vorachit.

Efter et par timers møde skulle hele delegationen atter samles for med prinsen i spidsen at briefes om turen med to lokale CARE medarbejdere, inden alle gik gennem Vientiane for at spise middag på Makphet, en lokal restaurant der hjælper og har ansat gadebørn, utilpassede og udfordrede unge mennesker, så de kan uddanne sig til kokke eller tjenere og dermed øget håbet om en bedre fremtid.

Læs mere om: