12. nov. 2014
Af af Trine Larsen

Prins Joachim fik eksperthjælp til klimaet i Laos

Prins Joachim i Laos
Prins Joachim i Laos
Foto: Steen Brogaard
Prins Joachim havde selv en ekspert ved hånden, da han på andendagen af sit besøg i Laos skulle besøge en vejrstation.

For med på rejsen er DR's førende meteorolog og klimaekspert Jesper Theilgaard, og var prinsen i tvivl om, hvad han oplevede, kunne han ikke have fået bedre hjælp.

Jesper Theilgaard er sammen med fotojournalist Rasmus Kjølby fra DR med på turen for at lave en række indslag til DR om netop klimaet på de breddegrader, hvor man kæmper med voldsomme skift vejrmæssigt, der betyder ødelagte afgrøder og dermed endnu mere fattigdom.

Besøget på vejrstationen var blot en lille del af det program, som prins Joachim har taget fat på.

Vejret er afgørende

Efter en enkelt nat i hovedstaden Vientiane og efter kun få timers søvn tog prins Joachim i går op til en af Laos ' nordligste provinser , hvor han i byen Uodumxay besøgte vejrstationen.

Besøget skulle give prins Joachim et indblik i, hvordan man måler, indsamler, behandler og videregiver information om vejret, der er så vigtigt for indbyggerne.

Adgang til præcise vejrudsigter og prognoser er af stor betydning i det område, prinsen besøger, fordi flodbølger og landskred, storme og heftig regn er ødelæggende for bøndernes levegrundlag.

Prinsen havde lang dag

Vejrstationen som prins Joachim besøgte er netop bygget for at kunne forudse, advare og registrere de til tiders voldsomme skift i vejret, og det er et vigtigt instrument, så bønderne kan lære at tage deres forholdsregler og måske undgå yderligere katastrofer, når f.eks høsten bliver ødelagt, og hele familiens eksistensgrundlag på den måde forsvinder og bringer en i forvejen fattig familie i yderligere problemer.

Efter mere end to timers kørsel i en firehjulstrækker ankom prins Joachim og CARE Danmark-delegationen først på aftenen til byen Khua i Phongsaly- provinsen, hvor den lokale guvernør og byens borgmester, Mr. Khamouan Oudouangyilay, bød prinsen varmt velkommen.

Prins Joachim nåede lige et hurtigt bad, inden han igen skulle stå klar for at gå en tur i bjergbyen hen til en restaurant, hvor han skulle spise efter en lang dag, der mest bestod i transport, for at nå til de fjerne områder, prinsen skal besøge de næste dage.

I morgen skal prinsen bl.a køre til en fjerntliggende landsby, hvor han skal overnatte under meget primitive forhold, og hvor der hverken er telefondækning, strøm eller f.eks almindelige toiletter, som vi besøgende ellers tager for givet i vores dagligdag.

Læs mere om: