24. maj. 2023
Af Laura Dalgård Hansen

Prins Joachim og prinsesse Marie kan fejre bryllupsdag: Et andet kongeligt par blev også gift den 24. maj

Prinsesse Marie og prins Joachim på bryllupsdagen i 2008. 
Prinsesse Marie og prins Joachim på bryllupsdagen i 2008.
Foto: Jesper Sunesen
Prins Joachim og prinsesse Marie blev gift den 24. maj 2008. På samme dato blev hans morfar og mormor gift i 1935.

Møgeltønder var på den anden ende for præcis 15 år siden, for den 24. maj 2008 blev prins Joachim og prinsesse Marie gift på en solrig og lidt blæsende dag.

Venner og familie var kommet fra nær og fjern for at fejre parret og deres store kærlighed til hinanden, og den efterfølgende fest blev holdt hjemme på Schackenborg Slot, hvor parret dengang boede.

Den 24. maj er - set med royale øjne - også en stor dag på grund af en anden bryllupsdag.

Prins Joachims morfar og mormor, kong Frederik og dronning Ingrid, blev nemlig gift på selvsamme dato – bare 73 år tidligere.

Den daværende kronprins Frederik og prinsesse Ingrid af Sverige blev gift den 24. maj 1935, og selve vielsen fandt sted i Storkyrkan i Stockholm. Parret blev efterfølgende fejret på karettur gennem Stockholms gader, og på Stockholm Slot blev der holdt gallafrokost, inden brudeparret senere på dagen sejlede hjem til Danmark, hvor den kommende konge og dronning naturligvis også blev fejret.

Kronprinsesse Ingrid og kronprins Frederik efter vielsen i 1935. 
Kronprinsesse Ingrid og kronprins Frederik efter vielsen i 1935.
Foto: Elfelt

Knap fem år efter brylluppet, den 16. april 1940, blev kronprins Frederik og kronprinsesse Ingrid forældre til prinsesse Margrethe. Prinsesse Benedikte kom til verden i 1944, og prinsesse Anne-Marie blev født i 1946.

Kronprins Frederik og kronprinsesse Ingrid blev konge og dronning i 1947, da hans far, kong Christian 10., døde. Kong Frederik døde i 1972, hvorefter hans ældste datter overtog tronen. Dronning Ingrid døde i 2000.

Læs mere om: