28. nov. 2022
Af Marianne Singer

Prins Joachim og prinsesse Marie om deres jul: Det her er vi helt enige om

Prins Joachim
Prinseparret i Paris.
Foto: Martin Høien
Prins Joachim og prinsesse Marie har fra begyndelsen af deres forhold været enige om, hvad der betyder mest i julen.

Selvom prins Joachim og prinsesse Marie er vokset op med hver deres juletraditioner i henholdsvis Danmark og Frankrig har de altid været enige om, hvordan de fejrer juleaften og hvad som betyder mest for dem.

Det fortalte prinseparret om, da BILLED-BLADET mødte dem i Paris, hvor de sammen deltog i åbningen af den årlige julebasar i Den Danske Kirke.

Samme slags jul

- Fransk og dansk jul er ikke så forskellige - vi holder begge meget af julemaden og julepynten, men det vi holder mest af er at være sammen, lød det fra prinsesse Marie.

- Vi fandt meget hurtigt ud af, at vi havde nøjagtig samme måde at fejre jul på, så det har vi holdt fast i, krydret med vores personlige side. Men ja, det der er hyggeligst er at være sammen og den gode mad, supplerede prins Joachim.

Begejstret prinsesse

Prinsesse Marie var som i tidligere år meget begejstret for julebasaren.

- Julebasaren er et vigtigt arrangement for kirken, for alle danskere i Paris og for de frivillige, der arbejder hårdt for, at det skal kunne lade sig gøre. Det er altid en fornøjelse at være med og opleve den helt særlige stemning. Vi elsker at komme her som familie, forklarede prinsesse Marie.

Et stort højdepunkt

- For mig er hele december ét højdepunkt og for vores familie er det den 24. december om aftenen, når vi allesammen sidder omkring bordet og får en hyggelig julemiddag omgivet af en helt særlig stemning. Jeg pynter selv julebordet på flot vis og alle nyder at være sammen, fortsatte prinsesse Marie.

Læs mere om: