1. jan. 2023
Af Sofie Nymand

Prins Joachims fire børn træder ud af kongehuset og ind i den danske adel: Sådan påvirker det deres liv

Dronningens fire børnebørn Athena, Felix, Henrik og Nikolai
Dronningens fire børnebørn Athena, Felix, Henrik og Nikolai
Foto: Hanne Juul
Det nye år byder på en ny virkelighed for prins Joachims fire børn, der ikke længere er prinser og prinsesse.

I det nye år får prins Joachims fire børn et nyt ’efternavn’.

Dronning Margrethe har besluttet, at de fire børnebørn fra 2023 ikke længere er prinser og prinsesse, men derimod grever og komtesse af Monpezat.

Et skifte, der både ændrer alt og intet. Det fortæller Anna von Lowzow, som er formand for Dansk Adels Forening.

– Selv om dronningens børnebørn ikke længere vil være en del af kongehuset, vil de stadig være en del af den kongelige familie. Og så skal man huske, at deres adelige titler ikke er nye titler, understreger hun og refererer til, at dronning Margrethe tildelte sine to sønner, sine svigerdøtre og sine børnebørn de adelige titler i 2008.

Dronningens beslutning betyder også, at prins Joachims børn ikke kommer til at arbejde for kongehuset eller have kongelige pligter.

De træder officielt ud af kongehuset.

Men når en ny dør lukkes, åbnes en ny. Og for Nikolai, Felix, Henrik og Athena er det ind til den danske adel.

Prins Joachims børn har måske nok haft de adelige titler fra barnsben, men da de kongelige titler har rangeret højere, er det først nu, de bliver en del af den danske adel.

Her begynder en ny tid, hvor kongehuset som institution og dertilhørende forpligtelser ikke er omdrejningspunktet for dronningens børnebørns liv, men hvor de stadig har en plads i en stolt slægtshistorie.

– I dag lever de fleste adelige ikke et ekstravagant liv. Det at være adelig betyder, at man viderefører en gammel slægtshistorie, og man forsøger at leve efter talemåden ’Noblesse oblige’ (adel forpligter, red.) – man opfører sig ordentligt, man fører sig ikke frem, og man hjælper andre. Så lige her kommer prins Joachims børn til at passe godt ind i den gamle danske adel, fortæller Anna von Lowzow.

Se billeder af prins Joachims skønne firkløver herunder:

Så tætte er prins Joachims skønne unger

Læs mere om: