Prins Nikolai fylder 21 år: Sådan skal han fejre sin fødselsdag
Prins Nikolai, ældste søn af prins Joachim og grevinde Alexandra, og dronning Margrethes første barnebarn ud af otte, fylder i morgen, fredag den 28. august, 21 år.
Dagen fejrer prins Nikolai med en fest derhjemme for familie og nærmeste venner - dog må han undvære sin far, prins Joachim, og hans hustru, prinsesse Marie, som stadig befinder sig i Frankrig, hvor prins Joachim rekreerer sig og samler kræfter ovenpå den blodprop i hjernen, der ramte ham den 24. juli.
Prins Nikolai fortæller til BILLED-BLADET, at han er i ofte og tæt telefonisk kontakt med sin far - hvilket helt sikkert også vil ske på fødselsdagen.
I BILLED-BLADET, der udkommer i dag, torsdag 27. august, er der interview med fødselaren og her afslører prins Nikolai bl.a. sit største fødselsdagsønske.
Når prins Nikolai i morgen fejrer sin 21-års fødselsdag sker det selvfølgelig under de sundhedsmæssige restriktioner, corona-situationen påbyder, men han håber alligevel, at det bliver en god fest med højt humør og glæde.
Èn af dem, der skal være med til at sprede god stemning, er prinsens jævnaldrende kæreste gennem snart tre år, Benedikte Thoustrup.