Prins Nikolai optaget i Kraks Blå Bog
18-årige prins Nikolai er trådt ind i de voksnes rækker og er nu også blevet optaget i Kraks Blå Bog. Her er prinsen sammen med 172 andre blandt de nye navne, og prins Nikolai er den yngste af de nye navne.
Ny bog med spændende personligheder
- Vi er glade for igen i år at kunne føje et alsidigt udsnit af spændende personligheder til bogen, siger Bolette Rud Pallesen fra Gads Forlag, der står bag udgivelsen.
- For at blive optaget skal man have en særlig betydning indenfor sit fagområde og have bidraget positivt til samfundet indenfor sit felt, forklarer Bolette Rud. Pallesen og tilføjer:
- Det er redaktionen på forlaget, der i samarbejde med en række fagkonsulenter bestemmer, hvem der kan blive optaget. Fagkonsulenter hjælper med at spotte emner, men der kommer også forslag fra personer, der enten peger på sig selv eller på andre.
Med i den nye udgave af Kraks Blå Bog er også TV-journalisterne Abdel Aziz Mahmoud og Cecilie Frøkjær, ældreminister Thyra Frank og skuespilleren Claes Bang, der spiller hovedrollen i filmen ”The Square”, som i maj 2017 vandt guldpalmen i Cannes.