Prins Nikolai spiller musik på P4
Prins Nikolai, 15, springer ud som gæste-DJ i morgen tidlig. Mellem klokken 8.30 og 9 søndag kan prinsen høres iDR- programmet P4 Weekend på 97,5 mhz, hvor Maria Hollænder er vært.
I programmet, som faste lyttere vil vide, får en kendt gæst og personlighed hver uge tre spørgsmål omkring musik.
Således også prins Nikolai, der bliver spurgt om, hvilken CD, der var hans første, hvilket stykke musik, der har gjort størst indtryk på ham og sidst, hvad han lytter til lige nu.
- Ja, det er rigtigt, at jeg har valgt musik til programmet, siger prins Nikolai, da BILLED-BLADET taler med ham på Herlufsholm Skole, som i dag fejrer 450-års jubilæum.
Prins Nikolai går i 10. Klasse, og programmet, som sendes søndag 24.maj kl. 8.30, er optaget i forvejen på rektor Klaus Eusebius Jacobsens kontor på skolen, hvor prinsen bor som kostelev.
Prins Nikolai er en cool fyr
- Det var rigtig sjovt og hyggeligt at være med, smiler prins Nikolai, der ikke vil afsløre andre detaljer om programmet på forhånd.
Kun at de tre melodier, han taler om er Justin Timberlakes "Sexyback", Matoma & The Notorious B.I.G og til sidst Patrick Dorgans "Marilyn".
- Det var rigtig sjovt at have prins Nikolai med i programmet. Han er en meget, meget sød fyr med en overraskende god og bred musiksmag. En rigtig cool fyr, siger Maria Hollænder, der glæder sig over sit kongelige scoop med den unge prins.
Hvis man ikke kan høre programmet direkte, kan det høres efter udsendelsen på DR's hjemmeside www.dr.dk.