Prins Richard kommer til hægterne på Amalienborg
5. december gennemgik prinsesse Benediktes mand, prins Richard, en stor operation på Rigshospitalet i København.
Operationen, der varede et par timer, gik helt efter planen, men var absolut ikke risikofri, da der var tale om en udposning på den nederste del af legemspulsåren.
På Rigshospitalet udføres cirka 75 af den slags operationer om året oplyser prinsens læge, Ulf Helgstrand.
Udskrevet tirsdag
- Udposningen var blevet så stor, at der var risiko for, at den ville briste, og derfor besluttede jeg at operere, siger Ulf Ulf Helgstrand til BILLED-BLADET.
Prins Richard blev udskrevet tirsdag ved middagstid, og herefter flyttede han ind i prinsesse Benediktes lejlighed på Amalienborg.
Her skal han blive, indtil han for alvor er kommet til hægterne igen, og lægen mener, at han kan klare turen i bil hjem til Berleburg i Tyskland.
Efter planen skulle prinsen dog gerne blive frisk nok til at fejre jul derhjemme.