
Prins Vincent og prinsesse Josephine fylder 15 år: Stor fest på vej

Torsdag bliver en særlig dag i kongefamilien.
Prins Vincent og prinsesse Josephine kan fejre deres 15-års fødselsdag. Og selv om vi ikke ved, hvordan fødselsdagen skal fejres, ved vi, at Vincent og Josephine får en stor fest senere på året.
Tvillingernes konfirmation er nemlig lige rundt om hjørnet, og mon ikke den bliver markeret i lige så festlig stil som deres ældre søskendes.
Datoen for den kongelige dobbeltkonfirmation er endnu ikke meldt ud. BILLED-BLADET har henvendt sig til kongehuset, men vi må væbne os med tålmodighed for yderligere information.
Konfirmationen kommer dog højst sandsynligt til at foregå i Fredensborg Slotskirke, hvor fødselarernes ældre søskende, kronprins Christian og prinsesse Isabella, blev konfirmeret.
Der er tradition for, at de kongelige teenagere bliver konfirmeret af den kongelig konfessionarius, som på nuværende tidspunkt er Henrik Wigh Poulsen. De bliver konfirmeret alene, og altså ikke med deres klassekammerater, om end konfirmationsritualet i kirken er magen til det, som er i andre kirker.
Alligevel følger de deres klassekammerater, og det er årsagen til, at prins Vincent og prinsesse Josephine bliver konfirmeret på 8. klassetrin – og altså ikke i 7. klasse, som flere steder i landet.
I Gentofte Kommune, hvor prins Vincent går i skole – og hvor prinsesse Josephine, som nu går op efterskole i Snaptun, tidligere gik i skole – bliver man konfirmeret, når man går i 8. klasse.
Tvillingernes storebror, kronprins Christian, blev konfirmeret den 15. maj 2021, da han gik i 9. klasse og blot få måneder før han begyndte i gymnasiet på Herlufsholm Kostskole. Den ”sene” konfirmation skyldtes dog, at kongehuset måtte udskyde grundet corona-situationen.
Året efter Christian blev den dengang 15-årige prinsesse Isabella konfirmeret den 30. april. Også denne konfirmation fandt sted i Fredensborg Slotskirke, og efterfølgende blev festen holdt på Fredensborg. BILLED-BLADET kunne i den forbindelse fortælle, at konfirmationen blev fejret ved en stor forkost, hvor nære venner var inviteret. Festdagen blev rundet af med ’ungdomsparty’ i Orangeriet, hvor prinsessens jævnaldrende venner og veninder var med.
Og mon ikke kongeparrets yngste børn skal fejres på samme festlige vis?
Særligt ved prins Vincent og prinsesse Josephines konfirmation er, at det formentlig bliver en kongelig dobbeltkonfirmation.
