Prinsesse Benedikte har klar fordel til forskel fra sin storesøster dronning Margrethe
Set udefra kan det virke som lidt af en balancegang at være søskende til en tronfølger og senere monark – der er vidt forskellige forventninger fra omverdenen, og de fleste forældre vil forsøge at stille børnene lige gennem opvæksten, kongelige eller ej.
Men det kan have sine klare fordele at være tronfølgerens lillesøster, fortæller prinsesse Benedikte i et interview med BILLED-BLADET.
Hun har gennem årene været en loyal støtte for dronning Margrethe i hendes arbejde som regent.
Og hun smiler med et glimt i øjet, da hun skal til at svare på, hvordan det har været altid at være nummer to efter sin
storesøster.
– Jeg vil sige det på den måde … jeg har lært, at der er mange ting nummer to kan gøre, som nummer et ikke kan gøre. Men det er kommet senere i livet, lyder det fra prinsessen, der er den mellemste i den kongelige søskendeflok, der udover hende selv og dronning Margrethe også består af dronning Anne-Marie.
– Jeg er godt tilfreds, men jeg kan da godt huske, at da jeg var barn, hørte jeg sommetider til ”de to store” og sommetider til ”de to små”. Der er fire år til min ældste søster, og der var to år til min lillesøster. Mine forældre gjorde virkelig et yderst ihærdigt forsøg på at gøre os alle tre glade og ikke gøre forskel. Og årene har også lært mig, at det ikke er så tosset at være nummer to, for man kan som sagt gøre en hel masse ting, som nummer et ikke kan gøre. Og på den måde kan man hjælpe nummer et, fortæller prinsesse Benedikte i det store fødselsdagsinterview, der fulgte med BILLED-BLADET nr. 17.