Prinsesse Benedikte overrakte personlig præmie
Prinsessen gør altid meget ud af at finde den helt rigtige præmie til den kvindelige amatørrytter, der vinder årets ærespræmieløb, og i år var ingen undtagelse.
Prinsesse Benedikte gæstede Klampenborg Galopbane for at overvære "H.K.H. Prinsesse Benediktes Ærespræmieløb", og tradition tro overrakte hun sin personlige ærespræmie, som hun altid finder selv.
De kvindelige amatørryttere kæmpede indædt for at komme først over stregen af det 1.800 meter lange løb, og i år var det dansksvenske Anna Nilsson, som red hesten "Mojito", der fik præmien, et hurricaneglas med sort kant.
- Jeg vælger altid en præmie med en praktisk funktion af kvalitet, fortalte prinsesse Benedikte, da hun efterfølgende nød solen og en kold aperitif på galopbanens kongelige tribune.