2. dec. 2020
Af Trine Larsen

Prinsesse Benedikte på herberg

Ønsker du at se dette indhold skal du acceptere Marketing cookies.

Prinsesse Benedikte besøgte onsdag et herberg for unge hjemløse i Valby, hvor de unge udsatte ikke alene får husrum og hjælp til livet, men også hjerterum og dermed en ny start på livet.

Det er bestemt ikke hver dag, der kommer prinsesser på herberger i København, men det privat-drevne værested og herberg, Hellebro, fik besøg af prinsesse Benedikte, som med stor interesse og iver blev vist rundt i hele det imponerende hus.

- Jeg har svært ved at beskrive, hvor stor en ære det er, at De er her i dag. Som gammel spejderpige har jeg gennem årene med stor respekt fulgt Deres arbejde for de danske spejdere, indledte stifter Eva Reidel i sin velkomst til prinsesse Benedikte og fortalte, at spejdernes sunde værdisæt har fulgt hende livet igennem. Et værdisæt, som vel også fik Eva Riedel til for fem år siden at blive indigneret over, at så mange unge blev tabt og gled udenfor samfundet og fællesskabet.

- At De er her i dag betyder, at vi alle føler, at vi helt officielt bliver set og hørt. For det er vi uendelig taknemmelige. Det kan vi leve mange år på, sagde Eva Riedel til prinsessen, der også tog sig god tid på stedet og snakkede med mange af de unge for at høre deres historier.

Hellebro, der blev stiftet i 2015, er nu værested for unge i alderen 18-29 år og stedet er vokset markant i takt med den store efterspørgsel med knapt 1.300 hjemløse unge på landsplan, heraf flest i hovedstaden.

Dengang begyndte Hellebro som et værested, men siden er Hellebro udvidet til også at være et herberg, hvor der for tiden bor 31 unge mennesker, som, mens de bor under trygge og rolige rammer, kan få hjælp til at søge uddannelse og job og til i det hele taget finde ud af livet.

I værestedet, som dagligt er åbent mellem kl. 13-20, kan unge hjemløse komme og få et måltid mad, oplade deres mobiltelefon, få et bad, rent tøj, et kram og hjælp til livets andre udfordringer. Mellem 100-120 unge benytter det tilbud hver uge.

- Det har været en stor og meget berigende oplevelse, sagde prinsesse Benedikte, der også så stedets kontor-hotel, hvor alle kan leje sig ind og dermed nedbringe stedets udgifter, ligesom prinsessen også så de nye udslusnings-lejligheder, som snart tages i brug - med pligter og botræning, der hjælper de unge godt videre i livet.

Hellebro er en non-profit forening, med 18 fastansatte og et stort antal vikarer, der hjælper stedet unge med at genvinde troen på sig selv, få selvtillid og selvværd og indgå i et fællesskab, som er så vigtigt, når man er ung og sårbar.

Se videoen over artiklen, hvor prinsesse Benedikte fortæller om besøget på Hellebro.

Læs mere om: