Prinsesse Benedikte strålede til jubilæumsshow
Prinsesse Benedikte var som altid både elegant og smilende, da hun lørdag eftermiddag ankom til Christiansborg Ridebane. Her skulle hun overvære et stort jubilæumsshow i forbindelse med Den Kongelige Stald-Etats 325-års jubilæum.
I løbet af dagen var en række fine kareter kørt gennem Københavns gader, og de ankom en efter en til Christiansborg Ridebane i København, hvor de skulle vises frem foran prinsessen og publikum.
Prinsesse Benedikte så fantastisk ud
Inden prinsesse Benedikte satte sig tilrette på en tribune med udsigt over pladsen, fik hun overrakt en buket blomster fra en blomsterpige og hilste på hofmarskallen og staldmesteren.
Den 71-årige prinsesse så fantastisk ud i et todelt sæt i lyserøde nuancer og med en hat, der matchede i farven. Hun gav sig god tid til at snakke, inden hun blev vist hen til sin plads.
Guldkareten blev vist frem
Som barn red prinsesse Benedikte selv flere gange om ugen på Christiansborg Ridebane, og hun smilede da også stort, da hun så opvisningen med de mange heste og kareter.
I alt 18 kareter og vogne skulle vises frem, og en af dem var Kongehusets fineste karet, Guldkareten, der er belagt med 24-karats bladguld og har fire forgyldte kroner på taget.