Prinsesse Benedikte til hesteshow
Rigsforstander, Hendes Kongelige Højhed Prinsesse Benedikte, har noget at se til i denne weekend. Dels regerer hun landet, mens det meste af den øvrige familie er til bryllup i Stockholm, dels har en hel masse heste så at sige trukket Hendes Højhed rundt til forskellige begivenheder.
Her til formiddag gik turen til De Kongelige Stalde i København, hvor prinsesse Benedikte deltog ved åbningen af udstillingen "Kongerækken til hest".
Rigsforstanderen overværede indledningsvis et imponerede hesteshow på Christansborg Slots ridebane, hvorefter turen gik ind i staldene, hvor flere hundrede års historie om de danske kongers særlige forhold til deres heste blev fortalt gennem billeder og flotte plancher på størrelse med rigtige heste.
De Kongelige Stalde på Christiansborg er fortsat hjemsted for de heste og kareter, som kongehuset bruger ved officielle arrangementer og festlige lejligheder. Og ved udstillingen, der er åben for publikum sommeren over, er det altså muligt at møde nogle af de berømte heste, der har stået i staldene gennem tiden.