Prinsesse Benedikte tør godt mikse: To forskellige lilla look blev til ét nyt sofistikeret sæt
Prinsesse Benedikte så endnu engang forrygende flot ud, da hun tirsdag middag deltog i den årlige åbning af Folketinget på Christiansborg Slot.
To look blev til et
I dagens anledning havde hun mikset dele af to tidligere look til et helt nyt.
Således bar hun ved Folketingets åbning en smuk lyngfarvet bouclé frakke kantet med lilla ruskind af Wichmann Couture, som hun fik lavet i forbindelse med sin 75-års fødselsdag i 2019, sammensat med en fin lilla hat og en hvid silkebluse med sløjfe i halsen.
Senest bar hun den flotte frakke ved et mindearrangement i august, dengang sammensat med en bredskygget hvid hat og nedenunder en hvid silkekjole.
Den fornemme lilla hat, som prinsessen bar ved Folketingets åbning tirsdag havde hun også på ved Folketingets åbning i 2020, dengang i kombination med en anden lillamønstret frakke og en markant perlehalskæde.