Prinsesse Elisabeth bor alene på slottet: Dagene kan godt føles lange

Prinsesse Elisabeth

Foto: Krestine Havemann

- Det er slet ikke så let at blive gammel, fortæller 82-årige prinsesse Elisabeth, der dog stadig klarer hverdagen alene på Sorgenfri.

Søndag, 14. januar 2018 - af Anna Johannesen
Selv om helbredet ikke helt er, hvad det har været, klarer 82-årige prinsesse Elisabeth sig stort set alene i Damebygningen på Sorgenfri, hvor hun nu har boet i to et halvt år. 
– Det har taget lidt tid at falde til, for jeg holdt meget af mit hus i Holte, men alligevel var det lidt som at komme hjem, da jeg flyttede ind her. Jeg er jo opvokset på slottet, siger Elisabeth, der er ældste datter af arveprins Knud – og altså kusine til dronning Margrethe. 
Damebygningen er et stort hus, men Elisabeth bruger kun stueetagen, hvor hun for det meste opholder sig i den stue, hvor fjernsynet står. 
 

Jeg ser alt muligt i TV

– Det kører hele dagen. Jeg ser alt muligt i TV. Naturprogrammer, underholdning og serier. Det betyder så, at jeg aldrig får læst en bog. Stuerne ovenpå kommer jeg sjældent i, for jeg har det lidt svært med at gå på trapper, siger hun. 
Indkøb og andre praktiske gøremål hjælper hendes niecer, Camilla og Josephine af Rosenborg, med, ligesom de inden jul sørgede for at få købt de fleste gaver, så Elisabeth bare selv skulle stå for indpakningen. 
– Pigerne er vældig søde og kommer jævnligt forbi, ligesom deres lillesøster Feodora. Jeg har også stor glæde af deres børn, men de har jo deres skole at passe, så det er ikke helt så tit, jeg ser dem, siger Elisabeth, der er glad for, at hun netop har fået fornyet sit kørekort, så hun selv ”kan komme rundt”, bl.a. til damefrisør. 

Dagene føles lange

Prinsesse Elisabeth indrømmer ærligt, at dagene godt kan føles lange, når hun sidder alene i sin stue på Sorgenfri. 
– Det er slet ikke så let at blive gammel. For mig er det værste ikke, at helbredet svigter. Det værste er savnet af mine kære og de mange venner, der ikke er her mere. Da min bedste veninde, Jane, døde, troede jeg aldrig, jeg kom over det, og selv om det er to år siden nu, tænker jeg på hende hver dag. Jeg savner også min lillebror Christian og hans dejlige kone, Anne Dorte. Vi havde det godt sammen, så det er et stort tab. Sommetider kan jeg godt føle mig sat ud på et sidespor, når jeg sidder her i mit sofahjørne. Så kan det godt være svært at bevare humøret.