1. jun. 2023
Af Laura Dalgård Hansen

Prinsesse Isabella skifter skole: Det skal du vide om Øregård Gymnasium

Prinsesse Isabella
Prinsesse Isabella
Foto: Hanne Juul
Efter sommerferien begynder prinsesse Isabella i 1.g på Øregård Gymnasium.

Prinsesse Isabella går en spændende tid i møde, for efter sommerferien tager hun hul på et helt nyt kapitel, når hun begynder i 1.g.

Torsdag oplyser kongehuset i en pressemeddelelse, at prinsessen skal være elev på Øregård Gymnasium, som er beliggende i Hellerup nord for København og cirka syv kilometer fra Amalienborg.

I den kongelige familie kender man udmærket til Øregård Gymnasium, hvor både kronprins Frederik og prins Joachim i sin tid studerede. De blev begge studenter fra skolen i 1986, og om tre år er det så prinsesse Isabellas tur.

Øregård Gymnasium blev grundlagt i 1903 – dengang under navnet Plockross’s Skole. I 1919 overtog Gentofte Kommune skolen, og i samme forbindelse skiftede den navn til Øregård Gymnasium.

I skoleåret 2022/2023 er der i alt 761 elever på skolen, der tilbyder en række forskellige linjer inden for Naturvidenskab, Samfundsvidenskab og Humaniora.

Foruden kronprins Frederik, prins Joachim og snart også prinsesse Isabella er der også en række andre kendte danskere, der har gået på skolen. Det gælder blandt andre Mærsk Mc-Kinney Møller, Kathrine Lilleør, Thomas Rathsack, Lykke Friis, Joachim Knop, Cecilie Hother, Sofie Lassen-Kahlke og Birgitte Hjort Sørensen.

Læs mere om: