19. feb. 2024
Af Christinna Braun

Prinsesse Josephines teatervenner har kæmpe succes

Prinsesse Josephine.
Prinsesse Josephine.
Foto: Hanne Juul
Prinsesse Josephine debuterede på de skrå brædder i efteråret.

Kong Frederik og dronning Marys yngste datter, prinsesse Josephine, har lige hoppet og danset, nærmest lige siden hun kunne gå.

Derfor giver det også rigtig god mening, at prinsesse Josephine, nu prøver lykken som skuespiller på de skrå brædder.

I efteråret debuterede den nu 13-årige prinsesse nemlig i eventyrteatret, hvor hun havde rollen som en af populuserne i forestillingen ”Peter Pan” i Tivoli.

Alle medvirkende er uddannet på Eventyrteateret i Søborg, og teatrets leder, Susanne Vognstrup, fortalte i forbindelse med ”Peter Pan”, at prinsesse Josephine blev valgt ud til forestillingen nøjagtig som alle andre medvirkende.

- Ud af de 300 elever på skolen har vi så via en prøve valgt de 100 elever, der medvirker i Peter Pan. Her er Josephine valgt ud, sagde Susanne Vognstrup til BILLED-BLADET.

- På Eventyrteatret skal man være en sød og god kammerat og en god holdspiller. Man skal opføre sig ordentligt, tale pænt til hinanden, være flittig og øve sig. De krav opfylder prinsesse Josephine lige som alle de andre børn.

For mange af børnene er Eventyrteatret et springbræt til et videre liv med skuespil, og flere af prinsesse Josephines teater-venner oplever nu succes uden for Eventyrteatret.

Det skriver Eventyrteatret på Instagram.

”De dygtige eventyrbørn spreder ikke kun deres magi på Eventyrteatret, men også på de professionelle scener rundt omkring i Danmark!

Dette forår kan i opleve flere nuværende eventyrbørn på scenen. I Matador the Musical medvirker Carl, Kamma, Anker, Smilla og Viola. På Det Ny Teater kan i se Kinky Boots hvor Ditlev og Bjarni medvirker. Desuden kan i opleve Andrea og Astrid i Askepot the musical”, skriver Teatret.

”På Eventyrteatret er vi så glade for at se, at vores elever er repræsenteret rundt omkring i de forskellige produktioner”.

Om prinsesse Josephine har flere forestillinger foran sig, må tiden vise.

Læs mere om: