
Prinsesse Marie ankommer i højt humør til fornem parade
Prinsesse Marie har tirsdag travlt fra morgenstunden.
Hun er netop ankommet til Beredskabsstyrelsen i Birkerød, hvor hun først skal overvære chefskifteparaden for styrelsens nye direktør og derefter modtage en såkaldt operativ briefing på beredskabsområdet.
Minister er med
Det er direktør Christine Engel Christensen, der bliver afløst af styrelsens nye direktør Kenneth Pedersen.
Tilstede er ligeledes minister for samfundssikkerhed og beredskab, Torsten Schack Pedersen.

Efter paraden er det planen, at prinsessen modtager en status på Beredskabsstyrelsens aktuelle opgaver og arbejde.
Er sektionsleder
Prinsesse Marie gennemførte i 2011 en beredskabsfaglig introduktionsuddannelse i Beredskabsstyrelsen.
Her blev hun blandt andet undervist i førstehjælp, brandslukning og redning af tilskadekomne.
I de efterfølgende år har hun modtaget yderligere uddannelse og deltaget i projektarbejde, aktiviteter og besøgt Beredskabsstyrelsens centre.
I 2023 blev prinsesse Marie udnævnt til sektionsleder à la suite i Beredskabsstyrelsen.
Det betyder, at hun har ret til at bære tjenestestillingens uniform uden at gøre tjeneste i stillingen.
Rykker ud
Prinsessen har tidligere været tilknyttet Beredskabsstyrelsen i Birkerød som særlig projektmedarbejder inden for forebyggelsesområdet.
Beredskabsstyrelsen er en civil myndighed under Forsvarsministeriet, der rykker ud på operative indsatser i Danmark og bistår ved håndtering kriser og katastrofer i Rigsfællesskabet og også internationalt.