Prinsesse Marie elsker leverpostej
Kronprinsesse Marie stjæler - om end ubevidst - billedet. Prinsessen er med sit ligefremme væsen, sine dejlige smil, altid gode humør, store interesse og opmærksomhed en gevinst for kongehuset - og Joachim.
Og at prinsessen også kan svare muntert og kvikt for sig, viste hun på et improviseret pressemøde forud for prinseparrets åbning af udstillingen Danish Design Jewels i et af Hongkongs største shopping-centre.
På forhånd havde arrangørerne bedt om, at der ikke blev stillet private spørgsmål til prinseparret, men kun spørgsmål, der havde relevans for udstillingen.
Alligevel sneg der sig private spørgsmål ind. Marie blev bl.a. spurgt, om hun selv var i dansk design.
- Det er privat, men ja, jeg er i dansk design, smilede prinsessen, som ikke kunne blive en flottere repræsentant for dansk mode, denne dag i nederdel og cardigan fra By Malene Birger.
Man ville også vide, hvilken dansk mad prinsessen ville anbefale.
- Jeg elsker generelt mad, men rugbrød med leverpostej hører til en af mine favoritter, fortalte prinsesse Marie.