Prinsesse Marie er begejstret for rulle-ski
Prinsesse Marie skød veloplagt DM i rulleski i gang i Holte.
Prinsessen, der er protektor for Danmarks Skiforbund, og selv en meget ivrig og dygtig skiløber, lagde ikke skjul på, at hun var fascineret af sporten med rulleski, der især dyrkes af langrendsløbere.
Næsten 200 løbere havde meldt sig til DM i rulleski, der fandt sted på Hørsholm Kongevej, hvor elite-løberne løb i alt 45,2 kilometer, før de kom i mål.
SE BILLEDERNE: Prinsesse Marie strålede i pailletter
En stor gruppe af løberne deltog også på samme tid i "Kongevejsløbet", som var en del af arrangementet, og som giver løberne mulighed for bedre startplads i forårets store skiløb, Vasaløbet, i Sverige.
I dette løb må der kun løbes klassisk "langrendsstil", mens DM afgøres i fri stil.
Der var også en lille gruppe børn, som deltog i DM i rulleski.
De løb "kun" en runde på 6,4 kilometer, og da stod prinsesse Marie klar ved mållinjen og ønskede de tre unge piger, som kom først over mållinjen, tillykke med sejren.