Prinsesse Marie får nyt job
Prinsesse Marie tiltræder i dag som særlig projektmedarbejder i Beredskabsstyrelsen i Birkerød.
Vind drømmerejse – deltag gratis
I sit nye arbejde skal prinsesse Marie være med til at udforme et helt nyt indsatsområde. Målet er at skabe robuste borgere og lokale netværk, der på bedst mulig vis selv kan håndtere konsekvenserne af ulykker og tage ansvar for at forebygge og afhjælpe ulykker. Der skal bl.a. udvikles og gennemføres nye forebyggelseskampagner samt indsamles resultater af effekten af det nye indsatsområde.
Prinsesse Marie glæder sig til arbejdet
I første omgang skal prinsesse Marie igennem et introduktionsforløb, der skal give hende et styrket kendskab til Beredskabsstyrelsens myndighedsopgaver.
"Fra mit hidtidige engagement i Beredskabsstyrelsen og som protektor for bl.a. Folkekirkens Nødhjælp har jeg set og oplevet, hvor vigtig og afgørende forebyggelse og forberedelse er for at kunne håndtere ulykkessituationer så effektivt og professionelt som muligt, når de opstår. Jeg ser dette ekstra skridt ind i Beredskabsstyrelsen som en naturlig udvikling for mig og glæder mig til at skulle arbejde med aktuelle problemstillinger og et nyt indsatsområde", siger prinsesse Marie.
LÆS MERE: Kæmpe interview med prinsesse Marie
Beredskabsstyrelsen glæder sig også til samarbejdet:
"Vi er stolte af, at H.K.H. Prinsesse Marie vil udvide sin nuværende tilknytning til Beredskabsstyrelsen til et decideret arbejde for styrelsen, og vi glæder os over, at Prinsessen vil bidrage med sin viden og sine evner i det vigtige indsatsområde, som forebyggelse og borgernes robusthed er", siger direktør Henning Thiesen fra Beredskabsstyrelsen.