2. sep. 2010
Af af Anna Johannesen og Annelise Weimann

Prinsesse Marie fik det dårligt på restaurant

Prins Joachim og prinsesse Marie
Prins Joachim og prinsesse Marie
Foto: Martin Høien & Hanne Juul/BILLED-BLADET
Bekymret kronprinsesse Mary var en af de første, der trådte til og hjalp sin svigerinde, der måtte forlade selskabet.

Efter receptionen for prins Nikolaos og Tatiana Blatnik på det fornemme Hotel Poseidonion aftenen før deres bryllup tog en del af gommens familie og venner videre til restaurant Orloff, der ligger tæt ved den gamle havn på øen Spetses. Blandt de unge i selskabet var også Joachim og Marie, der fulgtes med kronprinsesse Mary ned til båden, og her var stemningen høj, da de alle et kvarters tid senere hoppede i land.

På restauranten var der reserveret et langt bord til Nikolaos og hans gæster, men kort efter, at de første retter var blevet serveret, fik prinsesse Marie det dårligt. På et tidspunkt forlod hun sin plads ved bordet og forsvandt ud i et afsides rum, og inden længe fulgte prins Joachim efter for at støtte sin kone.

Kronprinsesse Mary, der også havde observeret, hvordan hendes svigerinde pludselig fik det skidt, rejste sig fluks for at se, om der var noget, hun kunne hjælpe Marie med, og efter en stund kom de alle tre tilbage. Mens gravide Mary fandt tilbage til sin plads ved bordet, lagde Joachim kærligt armen om Marie, hvorefter de bad en af sikkerhedsvagterne om at få fat i en taxi.

Flere af gæsterne sendte bekymrede blikke til prinsesse Marie, og værten, prins Nikolaos, rejste sig hurtigt for at se, om der var noget, han kunne gøre, men det blev kun til et kort farvel, da bilen allerede var kommet. Det viste sig, at der allerede sad en passager på bagsædet, men han blev høfligt bedt om at stige ud, hvorefter Marie hoppede ind sammen med Joachim, der omsorgsfuldt støttede sin kone.

Med i bilen var også prinsesse Benediktes ældste barnebarn, grev Richard, der næste dag skulle være en af brudesvendene og derfor også gerne ville tidligt hjem i seng.

Læs mere om: