
Prinsesse Marie indvier maskepark

3500 skolebørn i Odsherred har gennem de seneste fire år skabt deres helt personlige lermaske til områdets fantastiske Geopark Odsherred, og tirsdag formiddag blev de sidste 540 masker sat på stænger i parken, og dermed er Danmarks måske største lermaske-skulptur en del af det flotte landskab i geoparken i Odsherred.
Prinsesse Marie i blæsevejr
Prinsesse Marie, der er protektor for UNESCO i Danmark, havde sagt ja til at komme og indvi maske-projektet, Geokids, i Odsherred, da geoparken er blevet en del af UNESCO's globale geoparker.
Selv om prinsessen og de mange børn blev skånet for regnvejr, så blæste det i stedet så voldsomt, at ingen af de mange børn kunne høre talerne i forbindelse med åbningen af Geokids' maske-projekt, ja, selv æresgæsten prinsesse Marie måtte lytte ekstra godt efter for at høre borgmesterens tale.
Vandretur med skolebørnene
Efter indvielsen sammen med børnene satte prinsesse Marie sig til ler-bordet og skabte sin egen maske, som senere vil blive sat op i Geokids-området.
Prinsessens besøg sluttede med, at hun sammen med flere hundrede af de største skolebørn gik to en halv kilometer lang tur fra Geokids-området langs med højderygstien til Esterhøj, som er Odsherreds næsthøjeste punkt, hvorfra der var en utrolig flot - og meget blæsende - udsigt over det smukke område.
