Prinsesse Marie og Joachim hyggede med børnene på kajen
Prinsesse Marie og prins Joachim havde deres to børn med på kajen, da de mødte BILLED-BLADET til en kort fotosession ved Dannebrog, hvor de kongelige bor under Legene i London.
Det kongelige firkløver var i godt olympisk humør på en af de mest solrige dage under Legene.
Især lille prins Henrik hyggede sig og smilede til både BILLED-BLADETs fotograf og til forbipasserende på kajen.
Athena var også godt tilfreds med det hele. Først så hun lidt alvorlig ud med sin fine solhat på hovedet. Men så pludselig løsnede hun op og gav alle, der havde lyst til at se på hende, et kæmpe kongeligt smil.
Joachim og Marie er i London i forbindelse med OL afslutningsceremonien på stadion i Stratford søndag. En ceremoni de skal overvære sammen med blandt andre kronprins Frederik og hertuginde Catherine af Cambridge.
Prinseparret når dog også at besøge og sætte fokus på det danske erhvervs- og kulturfremstød "Imagination Festival" arrangeret af "Visit Denmark" og TV 2.