30. sep. 2021
Af Ulrik Ulriksen

Prinsesse Marie og Timm Vladimir var dommere i Den store smagedyst

Prinsesse Marie og Timm Vladimir
Prinsesse Marie og Timm Vladimir
Foto: Lars H. Laursen
For prinsesse Marie var det fantastisk at smage på lækker mad, da hun og Timm Vladimir var dommere i en helt speciel madlavningskonkurrence.

Prinsesse Marie har netop markeret Danmarks nationale madspildsdag, og i den forbindelse deltog Marie i madspildsdagens åbningsarrangement sammen med blandt andre fødevareminister Rasmus Prehn.

Arrangementet blev afholdt i Timm Vladimirs Køkken på Amager og havde i år særligt fokus på at aktivere unge i kampen mod madspild.

I forbindelse med arrangementet holdt Marie en tale, hvor prinsessen især havde fokus på børn og unges rolle i kampen mod madspild.

Prinsesse Marie var dommer

Efter talen besøgte prinsesse Marie en såkaldt ”Madspilds Cook Off”, hvor tre unge kulinariske vejledere konkurrerede om at lave den mest kreative ret ud af de fødevarer, som ofte går til spilde i de danske hjem.

Marie var sammen med Timm Vladimir og fødevareminister Rasmus Prehn dommere i det, man vel godt kan tillade sig at kalde for "Den store smagedyst".

Timm Vladimir, prinsesse Marie og Rasmus Prehn
Timm Vladimir, prinsesse Marie og Rasmus Prehn
Foto: Lars H. Laursen

- Nej, hvor er det lækkert, sagde Marie og roste de tre deltagere.

Deltagerne i madlavningskonkurrencen er uddannet af organisationen Madkulturen med det formål at undervise deres jævnaldrende i at handle klogt ind og undgå madspild.

Lækker mad lavet af rester

Efterfølgende overrakte prinsessen en præmie til den vejleder, som havde skabt den mest kreative brug af fødevarerne.

Præmien var en basispakke af fødevarer, som kan være med at reducere madspild i vejlederens eget køkken.

Læs mere om: