Prinsesse Marie overrækker medaljer til veteraner
Prinsesse Marie er æresgæsten, når der afholdes Peacekeepers Day på Kastellet i København.
Det sker søndag den 29. maj og det forventes, at 250-300 veteraner fra blandt andet forsvaret, politiet og beredskabet vil deltage. Desuden vil paraden blive overværet af ambassadører fra USA, Cyper og flere af de nordiske lande.
Prinsesse Marie afløser prins Joachim
I 2015 var det prins Joachim, som overrakte medaljer, men i år er det prinsesse Marie, som har fået æren. Prins Joachim er nemlig i Aarhus, hvor han kører Aarhus Classic Grand Prix.
Af de 300 veteraner vil der være 65 af dem, som kan fejre 50-års jubilæum for deres udsendelse og de vil alle modtage en 50-års mindemedalje. Resten vil være veteraner fra så forskellige missioner som Albanien, Kosovo, Sudan, Kroatien, Bosnien, Afghanistan, Irak, Libanon og Kirgisistan, samt Cypern og Gaza. Alle veteraner og deres pårørende kan deltage, blot de tilmelder sig og det kan nås endnu.
Som noget nyt bliver dagen også brugt til, at overrække ”Forsvarets Medalje for Sårede” til de foreløbigt syv veteraner, der har ønsket at få deres medalje ved denne offentlige parade.
Prinsesse Marie har tidligere deltaget i Flagdagen, som også foregår på Kastellet. Arrangementet begynder omkring middagstid.
Får du BILLED-BLADETs nye nyhedsbrev? Klik her og meld dig til!