22. nov. 2013
Af Hanne Rask

Prinsesse Marie overtager protektorat fra svigerfar

Prinsesse Marie er ny protektor for Dansk Epilepsiforening
Prinsesse Marie er ny protektor for Dansk Epilepsiforening
Foto: Hanne Juul/BILLED-BLADET
Dansk Epilepsiforening har efter 40 år med prinsgemalen som protektor i stedet fået prinsesse Marie på posten.

I februar 1972 blev det glædestrålende annonceret i Epilepsiforeningens medlemsblad, at H.K.H Prins Henrik skulle være protektor for foreningen. Nu kan samme forening med lige så stor glæde meddele at H.K.H Prinsesse Marie overtager protektionen. Det skriver Dansk Epilepsiforening i en pressemeddelelse.

- Vi har været meget glade for, at have haft H.K.H. Prinsgemalen, som protektor siden 1972. Jeg er taknemmelig for de 40 års fælles historie vi har haft sammen, udtaler foreningens landsformand, Lone Nørager Kristensen, der ved samme lejlighed byder Prinsesse Marie hjerteligt velkommen som ny protektor.

Dybfølt interesse

- Jeg ved, at mange at foreningens medlemmer allerede har et blødt punkt, når det gælder H.K.H. Prinsesse Marie, efter hendes deltagelse ved fejringen af Dansk Epilepsiforenings 50 års jubilæum på Odense Rådhus i 2012. Her efterlod hun alle tilstedeværende med et indtryk af en prinsesse med et både personligt engagement, og en dybfølt interesse for epilepsisagen.

I foreningen håber og tror man på, at Prinsesse Marie ligesom Prinsgemalen vil være med til at skabe øget opmærksomhed omkring epilepsi og Dansk Epilepsiforenings arbejde.

Prinsesse Marie overtog protektionen fredag klokken 10.00.

Læs mere om: