1. aug. 2015
Af af Trine Larsen

Prinsesse Marie tog roret

Prinsesse Marie nød sin dag på solskinsøen, Bornholm.
Prinsesse Marie nød sin dag på solskinsøen, Bornholm.
Birger Storm/BILLED-BLADET
Der var horn og blå blink, da prinsesse Marie besøgte solskinsøen, hvor hun også tog styringen under en sejltur.

Det var med horn, sirener og blå blink, da prinsesse Marie lørdag besøgte solskinsøen Bornholm.

Det var dog ikke, fordi prinsessen aflagde sit første besøg på øen, men fordi Beredskabsstyrelsen afholdt Beredskabets dag på Allinge Havn.

Her var hundredevis af mennesker samlet for at se redningkøretøjer af enhver art og redningsmateriel til brug både til lands, til vands og i luften.

Prinsessen afslørede efter besøget på Allinge Havn, at det var hendes første besøg på øen og hun var vild med dét, hun så.

- Her er meget smukt. Virkelig dejligt, sagde prinsesse Marie, der også oplevede øen fra sin smukkeste side med solskin fra en næsten skyfri himmel og varmegrader, der lignede sommer.

Prinsesse Marie måtte hjælpe med redningsvesten

Prinsessen, der har gennemgået grunduddannelsen i Beredskabsstyrelsen, var i uniform og indledte dagen med en lille sejltur med Beredskabsstyrelsens båd til eftersøgning af bortkomne og her viste hun sig som meget kompetent, for inden de sejlede ud, måtte hun hjælpe direktøren for Beredskabsstyrelsen, tidl. Politidirektør Henning Thiesen, med redningsvesten, der ikke sad helt rigtigt.

Da båden vendte tilbage til Allinge Havn var det med prinsesse Marie bag roret og hun sejlede sikkert i havn - på alle planer. For prinsessen tog alle med storm ved sit første besøg og hilste og vinkede til både børn og voksne, der trængtes om prinsessen.

Beredskabets Dag er et årligt tilbagevendende arrangement på Allinge Havn, hvor befolkningen kan lære, hvordan de skal forholde sig, når en ulykke eller katastrofe rammer og komme helt tæt på det udstyr, som beredskabet bruger i den slags situationer.

Se flere billeder og læs mere om prinsesse Maries dag på Bornholm i BILLED-BLADET på torsdag.

Læs mere om: